Digital frihed

Digital frihed skal i denne artikel forstås som friheden til selv at afgøre hvilke udbydere og systemer man ønsker at anvende til opfyldelse af sin digitale strategi.

Tænker man sig ikke grundigt om, når man anskaffer digitale ydelser, risikerer man at miste sin frihed. Det gælder både ved skift af systemer, men også kontrol over ens data.

 

Kontrol over data

Det første man skal sikre sig, er at man altid har fuld kontrol over ens egne data. 

Man bør kun dele ens data med andre, hvis det er velbegrundet forretningsmæssigt og ikke gør, at man er bundet til en bestemt platform/dataformat/leverandør. 

Man bør også beskytte sine vitale data mod kopiering/uautoriseret anvendelse, da data jo er det nye guld.

Gør man brug af andres data, så er det igen vigtigt at sikre sig, at man enten har alternative leverandører eller at man har en lang opsigelse på aftalen fra leverandørens side og at leverandøren i øvrigt står inde for kvaliteten og lovligheden af dataene.   

Kontrol over rettigheder.

I den digitale verden er rettighederne konge.  Uanset som det drejer sig om rettigheder til software eller databaser, hardware, formater etc., som udgør den digitale infrastruktur. Rettighederne kan både være brugsrettigheder eller andre typer af rettigheder. 

Det afgørende er, at man har de nødvendige rettigheder til den infrastruktur man gør brug af. 

Mangler man de nødvendige rettigheder kan man blive bundet til en bestemt leverandør, eller man kan blive udsat for at skulle betale ekstra for at få de manglende rettigheder. 

Adgang til at skifte leverandør

Man kan også miste sin digitale frihed, hvis omkostningerne ved at skifte leverandør bliver for store, f.eks. fordi man skal betale hele flytningen selv og det til en høj timepris opkrævet af en meget langsomt arbejdende leverandør. Det kan også skyldes, at man skal ud og genanskaffe rettigheder man troede man havde, eller fordi nogle af de integrationer man anvender ikke kan fås andre steder.  

Da den teknologiske udvikling går forholdsvist hurtigt, selv om det sker med forskellige hastigheder, er det vigtigt at man både teknisk men også aftalemæssigt sikrer sig så stor fleksibilitet som muligt, når man enten starter opbygningen af sin digitale platform, opdaterer eller udvider den. 

Det er før man skriver under, at man har friheden til at vælge, særligt hvis man sikrer sig nok at vælge i mellem. Det vanskelige ved at sikre sig sin digitale frihed, er at det tit er det, der ikke står i aftalen, som kan vise sig afgørende for, hvor meget frihed, der er tilbage når det gælder.